Skorpionfluer

Et ganske særpræget insekt!

Skorpionfluer har fået deres navn fra hannens ”skorpionklo”. Den har nu hverken gift eller brod. Kloen er ikke et våben, men bruges til at holde hunnen under parring.

Den er altså ikke nogen skorpion – og den er faktisk heller ikke nogen flue. (F.eks. har alle fluer kun ét par vinger, og skorpionfluer har to.)

Skorpionfluerne ses ofte sidde i urtebevoksning eller lignende. Her leder de især efter døde insekter, som de suger ud med deres snabel. Eller maden kan bruges i bytte for sex, når en han forærer en hun en ”madpakke” – og så får lov at parre sig så længe det tager hunnen at spise op. (Det får så nogle hanner til at lade som om, at de er hunner, for således at snyde andre hanner til at give dem mad!).

De varierer en del i størrelse, omkring 1½ cm.

I Danmark findes 3 arter skorpionfluer, hvor “Almindelig skorpionflue”  – surprise! – er mere almindelig, end de andre:

Panorpa communis (også kaldet Almindelig Skorpionflue)

Panorpa germanica

Panorpa cognata

Det er svært at adskille de 3 arter. En sikker måde – for specialister – er at se på kønsorganerne i mikroskop, for dér er forskel. Og det er jo meget praktisk, for det er sikkert også svært for skorpionfluerne at se forskel.

Der er dog også forskel på formen af markeringerne på oversiden af hannernes “klo”. Det kræver gode nærbilleder at skelne.

I haven her jeg hidtil kun registreret communis og germanica. Jeg holder udkig efter cognata – hvor aftegningerne er ensartet tynde som dem hos communis, men er rette som et ”V” i stedet for krumme. Og jeg skal nok finde den!

Panorpa germanica

Panorpa communis

 

 

 

 

 

 

 

Video: Skorpionflue æder (13:30 – 14:40)

 

Lukket for kommentarer.