Fugle i haven

Jeg har altid været fascineret af fugle, og det var især mulighederne for at skabe et fuglerigt område, der fik mig til at vælge netop denne grund. Siden har jeg arbejdet på sagen ved at sørge for at der generelt er meget, varieret og vildt liv i haven, dødt ved og kratbunker, tæt bevoksning og åbne områder, vandhuller, bær og frugt osv. Det har da også resulteret i ca. 100 observerede fuglearter, og en herlig fuglesang.

Redekasser

Generelt er vores landskab fattigt på gode redesteder. De fleste fugle kan bygge rede i krat/tæt bevoksning eller træer, men andre er afhængige af hulrum. Så hvis der ikke er gamle træer med spættehuller eller andre hulrum, er det en god idé at sætte redekasser op.

Jeg har sat en del forskellige redekasser op. Der er nogle spredte mejsekasser, men omkring huset har jeg sat en klynge på 5 kasser. Musvitterne – der bliver her vinteren over – er hurtige til at snuppe kasserne før trækfuglene vender tilbage, men da de er territoriale sørger det første musvitpar for at jage andre musvitter bort nær deres kasse. Derfor er der 4 kasser til rådighed for blåmejse, rødstjert og andre.

Kasserne bliver efterhånden suppleret af havens flagspættepar, der ca. hugger et nyt hul hvert år – de bliver som regel overtaget af stære, nogengange før spætten selv når at bruge dem. Og så er jeg begyndt at bruge de stubbe, jeg lader blive ved træfældning: jeg skærer en skive af den afsavede stamme, og bruger den som låg over et hul, jeg har mejslet(!) ud. Disse huller er hos sumpmejse og blåmejse mere populære end redekasserne.

Jeg har nu i over 10 år haft en natuglekasse hængende. Kun et enkelt år har uglerne svigtet. (Et år blev de endda suppleret af et skovhornugle-par, der ynglede i et træ. Se video af et par af ungerne her.) Det er meget underholdende at have ugler i haven! De er her året rundt, flyver rundt i skumringen og tuder i natten. Om foråret sidder de endnu ikke flyvefærdige unger i træerne og tigger.

Jeg har også sat en lidt mindre (f)uglekasse op, og både tårnfalk og stor skallesluger har vist interesse, dog uden at yngle … måske var det kragerne, der drev dem bort.

Du kan finde mere viden om redekasser her.

 

Fodring

Da jeg startede på haven, ville jeg gerne hjælpe de sultende fugle gennem den hårde vinter, så selvfølgelig skulle der være vinter-fodring for de standhaftige standfugle.

Blandt andet prøvede jeg at sørge for, at der var foder/fuglefrø i automaten vinteren igennem. Men efterhånden fik jeg betænkeligheder ved denne tilgang. Måske sørger jeg for at flere musvitter mm. kommer gennem vinteren, men det betyder også, at der bliver ringere muligheder for føde og redeplads til de sangfugle, der ankommer om foråret. Og dermed – modsat mit ønske – mindre fuglesang. Og jeg måtte gøre op med min forestilling om, at jeg “gør noget godt” ved at fodre fuglene vinteren igennem. Nu fodrer jeg i stedet for min egen fornøjelses skyld, og det er ganske fornøjeligt at få småfuglene tæt på.

Jeg begyndte med at lægge en smule (afskallede) solsikkefrø, når jeg satte mig i haven eller på terrassen. Mejserne (her: musvitter, blåmejser, sumpmejser og spætmejser) lærte hurtigt at associere mig med et let og lækkert måltid – og når først de “er på krogen”, er det bare at “fire ind” med frøene stadig tættere på, og efterhånden op i hånden. Heldigvis er mejserne vant til at finde føde i flokke, så de lærer hurtigt af hinanden. Nu er de så tamme og forvænte, at de sågar kan blive fornærmede, hvis ikke jeg disker op – så jeg har altid lidt solsikkefrø i lommen.

Det har nu stået på i en del år, og mejser bliver som regel ikke mere end 2-3-4 år gamle. Så nye generationer har efterhånden overtaget “kulturen”.

Det faktiske ”foder-input” er lille, men oplevelsen er stor. Det virker beroligende på havens andre fugle, når mejserne udviser tillidsfuld adfærd – og slipper godt afsted med det. (Og det virker beroligende på mig, og havens gæster, at møde naturens tillid.)

Hvis du overvejer at gøre dine havefugle håndtamme, så betænk følgende:

• Det er en forudsætning, at der er fastboende (stand)fugle i haven/nærområdet, så der skal være adgang til alt, hvad fuglene behøver, hele året. Især en masse larver, insekter og anden næring, men også skjul/læ, redesteder osv. Jo vildere, des bedre.
• Der skal ikke være en nærliggende nabo med et tillokkende foderbræt.
• Jeg bruger afskallede solsikkekerner. Det er guf for fuglene, de har en god størrelse og de koster ikke så meget. Musvitter og blåmejser kan have én i munden, mens dygtige spætmejser og sumpmejser kan komme op på tre. Meget tillidsfulde fugle kan spise på hånden, især hvis frøene er smuldrede.
• Du skal være vedholdende: hver gang en fugl får en god oplevelse, forstærkes adfærden – og hver gang den skuffes, mindskes den. Det inkluderer også andre mennesker, så evt. familie og andre mennesker i haven bør være med på idéen. Det kan fungere fint, selv om der går dage og uger mellem at du er i haven – fuglene husker.
• Af praktiske grunde kan (fuglenes forventning om) fodring lokaliseres til et begrænset område – en terrasse eller et hjørne i haven.
• Du kan tage udgangspunkt i et foderbræt, som fuglene har lært at bruge. Lad fuglene vænne sig til dig, mens du sidder i en afstand, hvor de stadig tør komme til. Ryk efterhånden tættere på, og begræns fodermængden således, at du kun efterlader lidt, når du forlader stedet. De skal vænnes til, at der er mad, når du er der – og at det ikke nytter at vente, til du er gået. Men på den anden side må de godt lige nå at smage nogle lokkende rester …
• Når fuglene har lært at associere dig med mad (og ved, at det ikke nytter at vente, til du er gået), lægger du frøene stadigt tættere på dig. Snart vil de tage dem fra hånden.
• De vil efterhånden blive opsøgende, og hvis du er opmærksom, vil du høre, hvordan de efterhånden begynder at kalde til dig.
• Det er en god vane at vaske hænder, når man har været i kontakt med vilde dyr.